Hvad skal et land med et teknisk museum? Forstå sig selv

Thomas Fokdal spurgte i Politiken den 17. september, om København har mere brug for et teknisk museum end for idræt og fællesskab. Men Svanemølleværket er ikke en københavnsk kvadratmeterdiskussion. Sagen er større end som så.

Af Lars Liebst, bestyrelsesformand, og Claus Jensen, næstformand, Bygnings- og Udviklingsfonden DTM 4.0, og Christoffer Susé, bestyrelsesformand, Danmarks Tekniske Museum.

Danmark er en af verdens mest teknologiintensive nationer. Vores velstand hviler på opfindsomhed og teknologi. På termostater, pumper, høreapparater, medicin, vindmøller, skibe og klodser. Skabt af faglærte, ingeniører og forskere i hele Danmark. Alligevel bor vores nationale teknologisamling – over 30.000 genstande, fra rumkapslen, der bragte Andreas Mogensen i kredsløb, til det kompas, H.C. Ørsted brugte, da han opdagede elektromagnetismen – i en uopvarmet støberihal i Helsingørs udkant. Vi er det eneste af vores nabolande uden et betydende nationalt teknologimuseum.

Og vi mangler det, mens avisoverskrifterne dagligt minder om frygten for, hvad teknologien gør ved os. Man frygter det, man ikke forstår. Teknologiforståelse er ikke et vedhæng til almen dannelse. Den er en kerne i den.

Regeringen vil styrke teknologiforståelsen i folkeskolen og lave en AI-strategi for uddannelserne. Rigtige ambitioner. Men strategier på papir skaber ikke fascination. Ingen vælger en teknisk uddannelse, fordi de har læst, at Danmark mangler ingeniører og faglærte. Man vælger den, fordi noget engang fangede opmærksomheden og ikke slap den igen.

Dampmaskinen, der hvæser, så man kan mærke trykket. Flyet, man kan stå under og se, hvor tynd vingen egentlig er. Turbinehallen, der får en til at tabe pusten. Og en 14-årig, der opdager, at hverken strøm eller kunstig intelligens er magi, men noget mennesker har fundet ud af – og at hun selv kunne finde ud af det næste. Man kan ikke lave en strategi for nysgerrighed. Men man kan bygge et sted, hvor den opstår.

En uafhængig markedsanalyse anslår 44.000 skoleelever om året fra hele landet – næstflest blandt landets statsanerkendte museer. Mener man det alvorligt med rekrutteringen til de tekniske uddannelser, er der få investeringer med større rækkevidde.

Museet skal ikke være en udstilling, man ser én gang, men et hus, man kommer tilbage til. Her skal skiftende udstillinger gribe det nye. Her skal unge gå til teknologi i deres fritid. Her skal borgere mødes i værksteder og debatter om kunstig intelligens og energi. Og her skal foreninger og frivillige møde en større offentlighed.

Idrætsanlæg er vigtig social infrastruktur, og efterslæbet i storbyen er reelt – men det er ikke Svanemølleværket, der kan udbedre det. Et åbent museum er også social infrastruktur – for dem, der går til fodbold og badminton, og for alle dem, der ikke gør. Og et sted, hvor en hel befolkning møder de teknologier, der former deres liv, er demokratisk infrastruktur. Et samfund har brug for begge dele – og det ene bygges ikke af, at man lader være med at bygge det andet.

Kan de 26.000 kvadratmeter bruges bedre? Svaret ligger i bygningen selv. Bag teglmurene ligger kedel- og turbinehaller i katedralformat, opført 1947-53 under genopbygningen efter besættelsen. Mens værket slukkes, bygges afløseren på nabogrunden: et grønt varmeanlæg. Det er industriel og teknologisk danmarkshistorie, der fortjener at blive brugt til noget exceptionelt.

Ja, det er en milliardinvestering. Overslaget er ca. 1,1 mia. i 2023-priser og skal indekseres undervejs. Men milliarden ligger ikke i en kommunal kasse. En sum af den størrelse kræver et partnerskab, og vi arbejder på det: flere fonde har allerede bidraget, og staten søges om medfinansiering. Vælges museet fra, opstår der ikke én idrætshal.

Lokalplanforslaget ventes i offentlig høring, og vi lægger hellere idéerne frem, mens de kan formes, end forsvarer huset, når det er bygget om. Spørgsmålet er ikke, hvad København har mest brug for. Det er, hvad Danmark ikke har råd til at undvære.

Debatindlægget blev bragt i Politiken den 23. september 2026, som svar på debatindlægget Er det virkelig den bedste måde at udnytte 26.000 kvadratmeter midt i København?, skrevet af Thomas Fokdahl.